Nogle gange har forældre brug for aflastning, og så kan en babysitter være et godt alternativ. Der er mange faktorer, der har betydning for, hvordan det går, når man overlader sit barn til en babysitter:
- barnets alder og udviklingsstadie
- barnets grundlæggende personlighed
- om tilknytningen til den/de nærtstående personer har været vellykket
- om barnet er vant til at blive passet af andre end sine forældre
- hvem babysitteren er, og hvor godt barnet kender vedkommende
- Derudover kan midlertidige omstændigheder også have stor betydning, fx sygdom, træthed, eller hvis barnet lige har været ked af det.
Det bedste er, at den person, der skal være babysitter, er en velkendt person, som ofte er i barnets nærhed, og som barnet er vant til at omgås. Små børn kan knytte bånd til 3-5 personer, men der er ofte én person, som barnet er tættest knyttet til. Allervigtigst er det dog, at de personer, som barnet knytter bånd til, har tænkt sig at blive i barnets liv, idet barnet foretager en stor “investering” ved at udvikle en tilknytning.
Første gang en anden person skal passe barnet, kan det være i en kortere periode, så både barnet og du som forælder kan mærke efter, hvordan det føles. Måske går du bare en kort tur i nærområdet og tager telefonen med, så babysitteren kan ringe, hvis der skulle ske noget. Der er stor forskel på, hvornår man som forælder føler, at man er parat til, at en anden skal passe ens barn. Nogle får hjælp tidligt, mens andre vil vente, indtil barnet er blevet et par år. Det vigtigste er, at det føles rigtigt for dig som forælder – og for barnet, naturligvis! Første gang skal man måske ikke planlægge at overnatte ude, eftersom aftenen og natten ofte er kritiske tidspunkter for barnet, selv hvis forældrene er hjemme. I de perioder i børns liv, hvor de gennemgår en udviklingskrise, plejer de at være mere følsomme end normalt, og så bør man være lidt mere tilbageholdende med at lade andre passe dem. Mange børn gennemgår en sådan fase, når de er mellem seks og tolv måneder, hvor de bliver mere reserverede eller bange for ukendte personer. Det er en helt naturlig del af barnets udvikling og er ikke noget, man skal bekymre sig over. Barnet vil helst være tæt på den person, som det har sin primære tilknytning til, og nogle gange kan andre mennesker ikke engang kigge på barnet, uden at det begynder at græde. Med støtte fra jer forældre vil det gå over igen i løbet af nogle uger eller en måned, hvorefter barnet igen vil betragte sin omverden med nysgerrighed.
