Hvis moderen ikke kan eller vil amme, kan man få modermælkserstatning, som er fremstillet til at efterligne modermælkens indhold og indeholder de næringsstoffer, som barnet har brug for i sine første måneder. Barnet har dog stadig brug for at få D-vitamindråber.
Køb altid modermælkserstatning, der er godkendt og kontrolleret i Danmark, hvilket gælder alle de mærker, der sælges på apoteker og i dagligvarebutikker. Bland aldrig din egen modermælkserstatning, da du risikerer, at barnets tarme tager skade, og at barnet ikke får de nødvendige næringsstoffer.
På pakken er det angivet, hvor stor mængde modermælkserstatning der er egnet til børn i forskellige aldre. Dette er kun anbefalinger, og ligesom det er tilfældet med amning, er det bedst, hvis barnet selv får lov til at styre, hvor meget det vil have at spise. Hvis du er usikker på, om dit barn får mad nok, kan du altid spørge din sundhedsplejerske, som også holder øje med barnets højde og vægt.