Når man finder mælkekartonen i garderoben og strømperne i køleskabet, så ved man, at man er en træt småbørnsforælder …Derfor vil jeg sende lidt opmuntring og et par gode råd til jer forældre.
– Du har sikkert hørt det flere gange før, men sørg for at få noget søvn, når dit barn sover! Det gælder ikke kun, hvis du har en nyfødt derhjemme, men også, hvis du går hjemme med et lidt større barn. Hvis du er træt, bør du prioritere at tage en lur i stedet for at vaske op, ordne vasketøj eller “jeg skal bare lige” et eller andet. Det kan have større betydning for dit humør og dit overskud, end du tror.
– Prøv at komme ud i dagslys hver dag. Det gør en stor forskel, at man kommer ud og får lidt frisk luft. Det hjælper også kroppen med at forhindre produktionen af melatonin, som er et stof, der gør dig træt og søvnig.
– Sænk dine krav! Dit barn bliver ikke lykkeligere af at have et skinnende rent hjem, hvis det har gjort dig til en trættere og mere stresset forælder. Tænk på, at det absolut vigtigste for barnet er dit nærvær.
– Planlæg noget sjovt for din egen skyld med jævne mellemrum. Desværre havner alt det sjove ofte nederst på listen. Det behøver ikke altid at være noget stort – ring til en ven, køb noget lækkert til aftensmad, eller læs et godt blad.
– Vær ikke bange for at bede om hjælp! Du behøver ikke at kunne eller orke alting selv!