Fødslen – lær fødslens faser og veerne at kende
Ekspertråd

Fødsel

Fødslen – lær fødslens faser og veerne at kende”

med MAM-eksperter og jordemødrene Anja & Marie


Efterhånden som graviditeten skrider frem, og fødselsterminen nærmer sig, oplever mange kvinder, at spørgsmålene står i kø. Disse omfatter næsten helt sikkert spørgsmålet om, hvordan fødslen vil blive, hvor nemt den går, og hvor ondt veer faktisk gør? I denne artikel fortæller vi lidt om de forskellige fødselsfaser og giver dig lidt generel information om veer.

Fødselsfaser

Fødslen inddeles i tre faser. Udvidelsesfasen, fødsel af barnet og fødsel af moderkagen. Disse fødselsfaser defineres forskelligt, fordi de beskriver forskellige perioder og forløb, som optræder under fødslen.


Udvidelsesfasen

Udvidelsesfasen inddeles i to forskellige faser. Den første er den latente fase, og den anden er den aktive udvidelsesfase. Den latente fase begynder, når fødslen går i gang, dvs. når veerne bliver hyppigere, smertefulde og tiltagende. Når livmodermunden er 4-6 cm åben, går man ind i den aktive udvidelsesfase. Den beskriver perioden fra livmodermunden er 4-6 cm åben, og indtil den er fuldt åben ved 10 cm.


Fødsel af barnet

Selve fødselsfasen inddeles også i to forskellige faser. Der er den latent passive fødselsfase og den senere aktive fødselsfase. Den latent passive fødselsfase begynder, når livmodermunden er fuldt åben ved 10 cm, og babyen begynder at bevæge sig fra bækkenet og ned i fødselskanalen. I denne fase mærker man endnu ikke en trang til at presse aktivt. Det sker ikke, før man er i den næste fase – den aktive fødselsfase. Her får man pr. refleks en trang til at presse, hvilket aktivt hjælper barnet til at blive født.


Fødsel af moderkagen

Den sidste fase af fødslen er fødsel af moderkagen. Mange ved ikke, at fødslen reelt ikke er slut for hverken moderen eller fødselshjælperne, selvom barnet er født. Fødslen er først slut, når moderkagen og fosterhinderne også er født. Det kan tage op til en time mere.

Genkendelse af veer

Hen imod slutningen af graviditeten begynder mange kvinder at bekymre sig om, hvordan veer føles, hvordan man genkender dem, og hvordan man ved, at fødslen er i gang.

Hvad er en ve?
En ve opstår, når musklerne i livmoderen trækker sig sammen. De forbereder fosteret på fødslen og hjælper det med at blive født. I slutningen af graviditeten kan der opstå forskellige typer af veer, som alle har forskellige formål. Vi vil i næste afsnit forklare lidt mere om, hvad de forskellige veer bidrager med.

Hvad er forskellen på plukveer og fødselsveer?

Plukveer
Plukveer er veer, som fra ca. 35. graviditetsuge skubber fosteret ned mod bækkenet og vender det, så det er klar til fødslen. Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvordan disse veer opleves. Nogle mærker stort set ikke noget til dem eller oplever blot, at maven kortvarigt spændes. Andre oplever dem som regelmæssige, smertefulde og vedvarende i flere timer ad gangen. I sidstnævnte tilfælde kan det være meget svært at adskille dem fra fødselsveer, især hvis det er kvindens første barn. Mange kvinder oplever også fysiske forandringer, som skyldes plukveerne. Det kan bl.a. være en forbedring af graviditetsgener som åndenød eller halsbrand. Ofte er den umiddelbare oplevelse dog, at noget er forandret, fordi maven meget tydeligt er sunket nedad. Det kan andre også se.

Fødselsveer
Man taler om fødselsveer, når veerne påvirker livmoderhalsen. De forkorter livmoderhalsen og åbner livmodermunden. Også fødselsveer opleves forskelligt fra kvinde til kvinde. Nogle mærker dem som en stærk, trækkende følelse i lysken, mens andre oplever en smerte, der stråler ud i ryggen eller måske endda ned i benene. Da veer opleves meget individuelt, kan man ikke sige, hvordan de generelt føles. Det er vigtigt også at vide, at de kan opleves og føles forskelligt fra en fødsel til den næste.

Hvordan ved jeg, om jeg har plukveer eller fødselsveer?
Som allerede nævnt, kan det være svært for nogle kvinder at adskille de to. De kan føles som fødselsveer, hvad angår både regelmæssighed og intensitet. Og det kan skabe en usikkerhed, især hvis der er tale om det første barn. For at være på den sikre side er det en god idé at tjekke med sin gynækolog eller læge, jordemor eller valgte fødested, hvis man på nogen måde er usikker. Her får man en individuel fysisk undersøgelse, det kan være en ultralydsscanning eller gynækologisk undersøgelse, så man finder ud af, hvilken type af ve der er tale om. 
 Et lille tip kan være, at et varmt bad kan hjælpe med at skelne mellem plukveer og fødselsveer. Hvis man ikke ved, hvilken type af veer, der er tale om, kan man fylde et badekar med vand, der er 36-37 grader varmt. Lig i vandet i 10-15 minutter. Plukveer dulmes som regel af det varme vand og forsvinder. Fødselsveer forsvinder ikke og bliver ofte både mere regelmæssige og kraftigere.

Hvor længe varer fødselsveer?
Alle kvinder er forskellige, og en fødsel kan vare både kort og lang tid. Ofte begynder fødslen, mens veerne stadig er uregelmæssige. Og så kommer de oftere og med større kraft, efterhånden som fødslen skrider frem. Tidligere sagde man, at livmoderhalsen skulle åbne sig med 1 cm i timen i løbet af udvidelsesfasen. Det er ikke længere holdningen. Hvad man kan sige som tommelfingerregel er, at fødslen af det første barn som regel varer længere end det andet, tredje eller fjerde ... også selvom alle er født vaginalt.

MAM-eksperter

jordemødrene Anja & Marie
@hallohebamme

Anja og Marie er jordemødre i Heidelberg i Tyskland. I 2019 grundlagde de "hallohebamme", et projekt som ligger dem begge nært. 
 Via hallohebamme giver de forældre en masse oplysninger om graviditet, fødsel og tiden efter fødslen via sociale medier som Instagram, TikTok, YouTube og deres egen podcast og blog. 
 De arbejder desuden på et fødselsafsnit på et stort hospital i Heidelberg og som selvstændige jordemødre tilbyder de forebyggende ydelser, støtte efter fødslen og kurser.

RECOMMENDED MAM PRODUCTS FOR YOU

MAM Comfort 0-3 - silikonesut
Særligt lille letvægtssut af 100 % silikone til nyfødte
Feel Good 260ml Forest - glassutteflaske
Premium-glassutteflaske - med mat finish