Hvad er halsbrand?
Halsbrand forekommer, når mavesyren løber tilbage til spiserøret, nogle gange endda op i munden. Man taler også om ”refluks” eller gastroøsofageal reflukssygdom (forkortes: GERD).
Mavesyre irriterer slimhinderne samt stemmebåndene. Mange af de ramte mærker – som navnet antyder – en brændende fornemmelse under brystbenet, nogle gange ledsaget af sure opstød og en ubehagelig smag i munden. Hos nogle viser halsbrand sig som ondt i halsen, hæshed eller hoste og kan derfor forveksles med en forkølelse. Også tryk på den øverste del af maven og synkebesvær kan være et tegn.1
Hvorfor lider mange gravide kvinder af halsbrand?
Hormonændringerne under graviditeten øger risikoen for halsbrand. Kvindens progesteronniveau stiger, hvorved den glatte muskulatur slapper af (f.eks. blodkarrene, fordøjelsessystemets organer og luftvejene2). Det gælder bl.a. lukkemusklen mellem maven og spiserøret. Derudover fungerer fordøjelsen noget mere trægt under graviditeten. Maven tømmes ikke så hurtigt som ellers.3 Disse forhold betyder, at der nemmere kan forekomme refluks.
Halsbrand er en af de hyppigst forekommende graviditetsgener – op til 45% af de gravide bliver ramt af lidelsen4.
Udover de kropslige forandringer, trykker den voksende graviditetsmave eller den voksende livmoder på de indre organer – og naturligvis på maven og tarmen.
Hvordan kan man forebygge halsbrand?
Det anbefales at passe på med, hvad man spiser og undgå ”ekstreme” (f.eks. fede, søde, sure, stærke) fødevarer5. Man bør b.la. undgå:
- Store, tunge måltider
- Friturestegt mad
- Fede pølser, fedt kød, fede desserter (f.eks. kage)
- Stærke krydderier
- Kaffe
- Chokolade
- Citrusfrugter
- Løg
- Eddike
- At spise lige før sengetid – det er bedre at stoppe 2 timer før
- At spise for hurtigt
- Kulsyreholdige drikke
Hvilke simple midler kan hjælpe mod halsbrand?
Der findes nogle husråd til at lindre halsbrand eller helt undgå den. Det er dog vigtigt, at du først taler med din læge om, hvad der er bedst for dig. Følgende kan muligvis hjælpe:
- At spise langsomt og tygge omhyggeligt
- Flere små måltider frem for at spise et stort
- At spise mandler
- Hvidt brød, tvebakker, havregryn og kogte kartofler skulle binde eller neutralisere mavesyren
- Mælk og yoghurt
- Bananer aktiverer produktionen af slim, som kan beskytte maven
- Kurjord er ligeledes et kendt middel, der absolut skal godkendes af lægen inden indtagelse
- Motion i den friske luft
Derudover kan en speciel sovestilling hjælpe:
- Læg dig på venstre side
- Overkroppen løftes med puder
Du kan også få håndkøbsmedicin mod halsbrand på apoteket. Du skal dog altid få lægens tilladelse først. Halsbrand under graviditeten er som regel harmløst og skader generelt ikke, men årsagen til halsbranden bør alligevel undersøges, så du kan få det rigtige middel mod det.
Foto: Shutterstock
Kilder:
1 https://www.netdoktor.de/symptome/sodbrennen/
2 https://de.wikipedia.org/wiki/Glatte_Muskulatur
3 https://www.netdoktor.de/schwangerschaft/sodbrennen-in-der-schwangerschaft/
4 https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4562453/
5 https://www.apotheken.de/gesundheit/eltern-und-kind/schwangerschaft/10979-sodbrennen-in-der-schwangerschaft