Sugerefleks baby

De fleste spædbørn søger brystet og begynder at sutte, så snart de kommet til verden. Det er helt naturligt – de har trods alt øvet sig længe i maven. Undersøgelser af for tidligt fødte børn har vist, hvor vigtig sutningen er. Hvad den medfødte sutterefleks går ud på, forklarer MAM-eksperten og universitetsprofessoren Reinhold Kerbl, der er leder af børne- og ungeafdelingen på hospitalet i Hochsteiermark (Østrig).

Derfor øver fostre sig i at sutte

Allerede i 14. graviditetsuge går det løs: Med lidt held kan man ved ultralydsscanningen se fosteret sutte på fingrene. Dette er ikke kun afslappende, det er også som forberedelse på næringsindtag efter fødslen. .

Undersøgelser viser, at for tidligt fødte børn, der får sondemad, og hvor forældrene ligeledes stimulerer den ikke-næringsgivende sutning med fingrene eller en sut, derefter tidligere går over til oralt fødeindtag og tidligere kan udskrives fra hospitalet. ¹

Suttebehovet i 1. leveår

Man skelner mellem forskellige typer sutning: ”For det første er der den næringsgivende sutning, for det andet er der den ”non-nutritive” eller ikke-næringsgivende sutning”, forklarer Dr. Reinhold Kerbl. Barnet fødes med et kraftigt suttebehov. Det betyder, at spædbørn instinktivt sutter på brystet, på fingeren eller sutten, så snart denne del rører munden. Sutning er også en af de vigtigste trøstemekanismer, barnet råder over. For at tilfredsstille suttebehovet, er brug af en sut  mulig og praktisk, bekræfter specialisten inden for børne- og ungdomsmedicin.

En sut har mange fordele: Den sørger bl.a. for, at barnet slapper af – især i den urolige fase. Undersøgelser viser også, at sutten uden problemer kan kombineres med amning. Ammeperiodens længde påvirkes ikke heraf. Da sutten ligeledes er blevet sat i forbindelse med en mindsket risiko for pludselig uventet spædbarnsdød (SIDS), anbefaler undersøgelsens forfattere brug af sut.

Da den ikke-næringsgivende sutning er en velkendt trøstemekanisme, bruger man på mange hospitaler sutten til smertelindring. Videnskabelige undersøgelser viser, at sutten kan hjælpe ved bestemte indgreb og kan lindre ved ubehag eller smerte.² Den virkning er også konstateret hos for tidligt fødte børn.

I hverdagen kan en sut sikre, at spædbarnet lettere kan beroliges i stress-situationer, eller ved smerter – såsom kolik. Nogle få børn vil slet ikke have sut. De skal ikke tvinges til at bruge den. Dr. Reinhold Kerbl anbefaler ligeledes: ”Når barnet taber sutten, når de sover, skal den ikke stikkes ind i munden igen”.

”Suttebehovet i 1. leveår er meget udpræget – brystet og anatomisk korrekte sutter er velegnede til at tilfredsstille dette behov.”

(Prof. Reinhold Kerbl)

Suttebehovet i 2. leveår

I det 2. leveår aftager suttebehovet langsomt. Barnet bliver stadig mere interesseret i fast føde, som det nu også kan bide over med sine første tænder. For at understøtte sprogudviklingen, er det også vigtigt, at barnet bruger sut mindre hyppigt. Hvor amningen kan fortsætte, så længe mor og barn finder det hensigtsmæssigt, er nu det ideelle tidspunkt at begynde lige så langsom at vænne barnet af med at bruge sut. Barnet bør være vænnet af med at bruge sut, når det bliver 3 år, for at understøtte en sund udvikling af tænder og kæber.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler udtrykkeligt amning efter behov, når der startes med supplerende kost i 6. måneders alderen og supplerende amning indtil det 2. leveår og derefter.³ Antropologer har efter observation af forskellige kulturer konkluderet, at børn i alderen 3-4 år selv påbegynder et ammestop. Fænomenet ”langtidsamning” synes således mere at være kulturelt betinget, frem for biologisk betinget.⁴